Udgivet i 1 kommentar

FACTS – Hvor længe holder en opstrengning? – badminton

Holdbarheden af en opstrengning afhænger primært af, hvor meget du spiller (slid), om du rammer rent, og opstrengningens spænding (hårdhed) – ligesom tykkelsen (og kvaliteten) af strengen har en vis betydning.

En opstrengning springer normalt af følgende årsager:

  • Urent slag
    De fleste opstrengninger springer som følge af et urent slag – altså et slag uden for sweet spot (centrum). Jo hårdere opstrengning, desto større risiko for at opstrengningen springer, når du rammer uden for sweet spot. Ved opstrengning med 11 kg og derover er du nærmest sikker på ”gevinst”, hvis du rammer uden for sweet spot. Rammer du strengene i toppen, bunden eller siden af ketcherhovedet, så kan strengene springe ved langt mindre hårdhed (f.eks. 9 kg) – også selvom det er en helt ny opstrengning – og det er dit eget ansvar.

  • Slidtage
    Strengene slides (mest) der, hvor de krydser hinanden (hvor strengene gnider op og ned af hinanden). På et tidspunkt vil de være så ”tyndslidte”, at de springer selv ved små belastninger (selv om du ikke slår specielt hårdt).
    Slid af strengene påvirkes af opstrengningens hårdhed, og hvor hårdt du slår til fjerbolden. Det slider ekstra meget på strengene, når du cutter i bolden.
    Som oftest er det strengene fra top til bund, der springer, mens tværstrengene sjældent springer.
    Hvis du ofte rammer gulvet med ketcherhovedet, så kan strengen på ydersiden af rammen blive slidt over (det ses (primært) hos børn, der ”støtter” sig til / ”rammer” toppen af ketcheren på gulvet).
    Hvis strengene springer i midten af ketcheren, så skyldes det almindelig slidtage.

    Hvis du spiller som motionist en time om ugen (og med en relativ blød opstrengning), så kan en opstrengning holde i flere år uden at springe. Og jo længere tid opstrengningen holder, desto blødere bliver den (og holder dermed endnu længere). Til gengæld spiller du med et fiskenet – og reelt har det været spild af penge at ”investere” i en god ketcher – du kunne nærmest lige så godt benytte den billigste model / haveketcher, du kan opdrive.  Så få nu skiftet de strenge – min. årligt, og gerne 2 gange årligt.

    Er du elitespiller, træner/spiller 5-6 gange om ugen (ud over holdkampe/turneringer i weekenden), og spiller med en relativ hård opstrengning, så springer du formentlig 1-2 ketchere om ugen – og givet vis ikke fordi strengene er slidt over, men fordi du (trods fremragende teknik – i en presset situation selvfølgelig…..) rammer uden for sweet spot (centrum) og strengene bliver trukket længere end de kan klare, og derfor brister.

    Det er vores erfaring, at en opstrengning på f.eks. 11 kg med Yonex BG 80 holder ca. 25 spilletimer – så er den så tyndslidt, at den springer (hvis den ikke er sprunget før som følge af et urent slag).  Men der er stor variation fra spiller til spiller.

Som spiller vil du gerne have, at din opstrengning holder så længe som mulig. Du vil måske sætte pris på, at din opstrengning holder i mere end et år. Men strengene giver sig over tid – så efter et år passer spændingen ikke til dig mere. Vil du have det bedste ud af din investering i en god ketcher? Så skal strengene passe til dig.

Vi anbefaler, 

  • at du får opstrenget med 10% pre-stretch (vi tilbyder fra 0-25% pre-stretch), da det reducerer det fald i spænding, som strengene får over tid.
  • at du mindst udskifter opstrengning en gang årligt (og helst 2), da strengene (selv med pre-stretch) giver sig over tid, og spændingen derfor ikke passer til dig. Hvis du spiller mere end 2 gange om ugen, så giver strengene sig så meget, at du bør skifte dem hver 4 måned.

1 tanke om “FACTS – Hvor længe holder en opstrengning? – badminton

  1. Tak! Meget informativt, seriøst og god formuleret. Ser frem til I åbner. Jeg bliver helt sikkert kunde hos jer!
    Mvh Michael

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *