Udgivet i Skriv en kommentar

Hvad er padel (padel-tennis)?

Padel (eller padel tennis, som det tidligere blev kaldt) er en ketchersport.

Padel er en blanding af primært squash og tennis. Banen er lidt mindre end en tennisbane, omkranset af en væg bestående af net og glas, der benyttes som bander, og med et net på midten med en højde lidt lavere end i tennis. Ketcheren – eller rettelig battet, er noget kortere end en tennisketcher, og i stedet for strenge, har ketcheren en plade (ofte med huller i) på hver sin side af rammen. Der spilles med en bold, som svarer til en tennisbold (marginalt mindre og med lavere tryk).

Sværhedsgrad

Padel er super nemt at gå til.

Det er markant mindre krævende – såvel teknisk som fysisk – end anden ketchersport (badminton, squash og tennis). Det skyldes en kombination af, at der ikke spilles med strenge, og at battet er meget kortere og dermed nemmere at håndtere.

Oprindelse

Sporten er opfundet i 1969 af mexicaneren Enrique Corcuera fra Acapulco (Mexico). Han tilpassede sin private squash-bane med elementer fra Platform Tennis; dvs. banen var på ca. 25 meter, adskilt af et net i midten, og med mure på alle sider, ligesom squash-ketcheren blev erstattet af hvad der svarer til en kortere udgave af en tennisketcher (dengang blev de udført i træ), hvor strengene var erstattet af plader med huller i. Enrique Corcuera kaldt sporten for “Paddel Curcuera”.

En spansk ven prøvede det og blev så begejstret, at han etablerede 2 baner i Marella (Spanien) i 1974. Og en argentinsk ven bragte sporten til Argentina i 1975.

Sporten viste sig særdeles populær og er nu (udgangen af 2020) en af de største (den største) sportsgren i de to lande. Undervejes er der foretages flere justeringer ift. det oprindelige “Paddel Curcuera”, men sådan er det jo ofte med sportsgrene (som følge af bl.a. teknologiske fremskridt / nye teknologier og udvikling i fysisk formåen).

Sporten spilles fortsat primært i Latinamerika og Spanien, men sporten har spredt sig til flere lande og oplever stor vækst i mange europæiske lande – også i Danmark.

Padel i Danmark

Danmarks første (uofficielle) Padel-bane blev etableret i 2007 i Fredericia. Ved udgangen af 2020 var der knap 100 baner i Danmark – og mange flere er på vej.

I Danmark er Padel-sporten organiseret under Dansk Padel Forbund.

Bane og udstyr (padel bat)

En padelbane (til double) er 20 meter lang og 10 meter i bredden – 10 x 10 meter på hver side, der af delt af et net. Der findes også (men de ses sjælden – og vist nok ikke i Danmark) baner til single. De er 20 meter lange og 6 meter i bredden (10 x 6 meter på hver side).

Nettet er 88 cm. på midten og 92 cm. for enden (siden).

Bagvæggene og et stykke af sidevæggene er dækket af 3 meter høje vægge udført af glas eller plader (plane flader), der kan bruges som bande. Resten af sidevæggene (yderligere 1 meter, i alt 4 meters højde) og toppen af bagvæggene er dækket af metalgitter.

Padel spilles med et bat, der maksimalt må have en længde på 45,5 cm (inkl. håndtag på maksimal 20 cm). Padel bats er lavet af glasfiber, carbon og kulfiber, og typisk vejer de mellem 320 – 400g og har en tykkels på mellem 30 – (maks.) 38 mm.

Bolden ligner en tennisbold, men er marginalt mindre og har mindre tryk.

Regler

De officielle regler findes her: International Padel Federation.

En kort (ikke fuldstændig) beskrivelse af reglerne (for double) kunne være sådan:

  • Spillerne (hvert par) skiftes til at serve for hvert parti. Man har to forsøg ved hvert point.
    Serven skal foretages bag servelinjen. Der serves diagonalt – første serv (i hvert parti) fra højre mod venstre (alt som i tennis).
  • Serven sættes i gang ved at serveren slipper (eller kaster) bolden i banen, og når bolden er på vej opad skal serveren slå til bolden (sende serven afsted) inden bolden når hofte-højde (dvs. det bliver et underhåndsserv eller variant deraf).
    Serveren og bolden skal være bag (og må ikke berøre) servelinjen og centerlinjen indtil bolden er sendt afsted.
    Serveren skal have mindst en fod på banen, når bolden / serven sendes afsted.
    Bolden (ifm. serv.) skal ramme banen i modstanderens felt – diagonalt) og må forinden ikke ramme væggen (eller nettet).
  • Når bolden først har ramt banen én gang, må den gerne ramme glasvæggene, der omgiver banen – også på egen banehalvdel. Bolden må også, efter første kontakt med banen, ramme hegnet på modstanderens banehalvdel, men ikke på egen banehalvdel.
    Bolden skal tilbage på modstanderens banehalvdel, inden den rammer banen på egen banehalvdel anden gang.
  • Der gives point til et par / hold, hvis
    • bolden rammer banen på modstanderens banehalvdel mere end én gang (inden modstanderen slår til bolden),
    • modstanderne rammer bolden med battet mere end én gang,
    • bolden berører en modspiller (under duel), eller
    • bolden rammer hegnet på egen banehalvdel (efter eget slag).
  • Der gives point som i tennis, dvs. 0, 15, 30, 40, parti (eller Deuce / Advantage)- og 6 partier giver et sæt (skal vindes med 2 overskydende, ved 6-6 spilles dog maksimalt til 6-7 ved tie break).
    Der spilles altid bedst af 3 sæt.